Efter at have haft bil i 20 år og omkring 35 forskellige, så vidt jeg husker, begynder der at tegne sig nogle erfaringsbaserede præferencer. Vil her prøve ganske subjektivt at fortælle lidt om, hvad der tænder mig af klassiske køretøjer. Og hvad der ikke gør. Først nationalitet:
Tysk
VW før 1973 er flotte og sjove at køre i. Og vældig holdbart, gennemtænkt og simpelt lavet.
Mercedes-Benz før 1985 er komplicerede, maskuline, detaljerede, tunge og lækre.
Porsche før 1990 er imponerende solid simpel kvalitet. I smukke sjove dyre biler.
Opel, BMW og Audi har aldrig rigtig sagt mig noget. Måske med undtagelse af 70'er coupéerne, der er flotte nok. BMW Motorrads "no bullshit" stil (tidligere) tiltaler mig dog meget.
Ford er billigt skrammel. Nogle af dem dog meget sjove.
Fransk
Citroën før 1996 elsker jeg for innovation og futurisme. Smukke komfortable biler, som jeg tilgiver for deres til tider vanskeligt servicerbare løsninger.
Peugeot før 1986 er, som andre har ment før mig, "en fransk Mercedes": En tilfredsstillende blanding.
Renault har jeg ikke haft endnu, men kunne være spændende at prøve.
Italiensk
Smukke men tynde rustglade karosserier, imponerende motorer, men ringe holbarhed og samlekvalitet. Man skal være rig for at holde en kørende i god stand.
Engelsk
Alt for meget håndarbejde i dårlige pasformer. Rover P5 og Jaguar XJ har dog stil.
Svensk
Som at være hos tandlægen eller flyve med SAS: Du er i trygge rammer. En god følelse, jeg gerne vil eje igen en anden gang.
Amerikansk og australsk
Virker for klodset. Bliver nok aldrig mig.
Japansk
Langt hen ad vejen sjæleløse konsumting. Datsun 240Z og Nissan Figaro undtagelserne. De ultrakantede 80'er LEGOagtige 4-5-dørs er også tiltalende og sjove.
Østblok
Utiltalende og deprimerende. Sjovt halvprovokerende kuriosum, ligesom f.eks en VeloSolex knallert.